Pejlemærker

6. Tænketanken Europa

Organiseret kriminalitet, skattesvindel eller luftforurening – der er mange trusler mod Danmark, som vi ikke kan løse alene. Med EU får vi mere magt over vores egne livsvilkår. Danskerne har vundet mere suverænitet til Danmark med EU-medlemskabet.

Pejlemærke

6. Tænketanken Europa

Organiseret kriminalitet, skattesvindel eller luftforurening – der er mange trusler mod Danmark, som vi ikke kan løse alene. Med EU får vi mere magt over vores egne livsvilkår. Danskerne har vundet mere suverænitet til Danmark med EU-medlemskabet.

EU giver Danmark mere suverænitet

EU-landene har med dansk støtte fastlagt fælles regler for miljøgodkendelser af de største og mest miljøbelastende virksomheder i Europa med det såkaldte direktiv for industriudledninger. Direktivet er med til at begrænse luft-, vand og jordforureningen i hele Europa. Det forbedrer miljøet i Danmark, og danske virksomheder har samtidig fået bedre mulighed for at eksportere miljøteknologiske løsninger. Det er ét blandt mange eksempler på, at Danmark gennem EU kan sikre både borgere og virksomheder bedre vilkår. Som et lille land kan Danmark ikke selv tvinge eller presse andre lande til at acceptere danske miljøstandarder, men gennem EU får vi øget indflydelse.

Mange borgere har stadig den opfattelse, at Danmark ”afgiver” suverænitet til EU. At det ”koster” dansk suverænitet at indgå i samarbejdet. Men EU´s miljøregler er et godt eksempel på, at det ikke forholder sig sådan. Gennem EU har Danmark vundet suverænitet. Suverænitet i reel politisk og økonomisk forstand handler nemlig om at få størst mulig indflydelse på sine livsvilkår. I en stadig mere globaliseret verden, hvor mange forhold er grænseoverskridende, kan Danmark som en lille stat opnå større indflydelse gennem EU end ved at stå alene. Det gælder ikke bare ift. forurening af luft, hav og jord, men også:

- Handel og eksport

- Organiseret kriminalitet og skattesvindel

- Banker og multinationale virksomheder

- Energi og energisikkerhed.

EU-landene vedtager i dag regler for alt fra fødevaresikkerhed, energieffektivitet, fælles standarder for industriprodukter, forbud mod kemikalier i legetøj til produktsikkerhed. Det har en uvurderlig betydning for de mange tusinde danske virksomheder, der hvert år eksporterer for op imod 600 mia. kr. til de andre EU-lande. De fælles regler sikrer, at danske virksomheder kan konkurrere på lige fod med de andre landes virksomheder. Og det er afgørende for de 500.000 danske arbejdspladser, der er afhængige af det indre marked.

Erfaringer fra Norge, der har valgt at stå uden for EU, viser, at det i praksis giver mindre suverænitet at stå uden for EU. Norge er ikke medlem, men for at få adgang til EU’s indre marked har Norge kopieret mere end 10.000 EU-regler, som de ikke har haft indflydelse på, direkte ind i norsk lovgivning. Det har de gjort, fordi Norge er afhængig af at kunne handle og virke sammen med de andre EU-lande. Man får ikke større selvbestemmelse af at stå udenfor, men ved at være med og øve indflydelse på beslutningerne.

Danmark har stor glæde af at være med i EU, så vi sammen med de andre lande kan håndtere grænseoverskridende forhold. Og der er brug for en dansk stemme, når EU-landene tager beslutninger om f.eks. miljø, industristandarder, energikrav, skattesvindel eller organiseret kriminalitet. EU giver reelt Danmark mere suverænitet i forhold til mange af tidens største udfordringer, og det er en af de helt store fordele ved det danske medlemskab. Muligheden for at vinde suverænitet kan være et af pejlemærkerne for det danske EU-medlemsskab.

Vi bruger cookies for at forbedre oplevelsen af folkehøring.dk. Hvis du klikker dig videre på siden, accepterer du brug af cookies. Læs cookiepolitikken >