Pejlemærker

15. DEO

Store befolkningsgrupper i hele EU oplever, at det indre marked er skævt. Problemerne kan ikke tales væk, de kræver politiske løsninger. F.eks. bør Danmark registrere EU-borgere, der arbejder her, EU-Domstolens indflydelse bør mindskes, og Danmark bør selv definere løn og vilkår for vikarer.

Pejlemærke

15. DEO

Store befolkningsgrupper i hele EU oplever, at det indre marked er skævt. Problemerne kan ikke tales væk, de kræver politiske løsninger. F.eks. bør Danmark registrere EU-borgere, der arbejder her, EU-Domstolens indflydelse bør mindskes, og Danmark bør selv definere løn og vilkår for vikarer.

Man skal udvide forpligtelsen til registrering i RUT-registret

EU lider disse år af en den største tillidskrise i samarbejdets historie. Store befolkningsgrupper i hele EU er frustrerede over, at de ikke er blevet tilgodeset i udviklingen af det indre marked. De føler sig ikke repræsenterede af politikerne, både i medlemslandene og på EU-plan. Brexit var et udslag af denne tillidskrise og en af de helt store kritikpunkter bl.a. dem, der stemte ”leave”, var, at den fri bevægelighed for arbejdskraft førte til løndumping i Storbritannien. EU’s krise kan ikke løses ved en bedre kommunikationsindsats, der skal konkrete forandring af grundlæggende dele af samarbejdet til. Derfor er det nødvendigt, at politikerne tager befolkningernes bekymringer og kritik alvorligt i stedet for at forsøge at overbevise dem om, at problemet faktisk ikke er så stort. Der er ingen tvivl om, at vreden mod arbejdskraftens fri bevægelighed nogle steder er forfejlet, men der er reelle problemer med den fri bevægelighed, som rammer visse befolkningsgrupper, nationaliteter og brancher hårdt. Ofte ligger problemerne ikke i arbejdskraftens fri bevægelighed, men handler snarere om den fri bevægelighed for tjenesteydelser. Men tjenesteyderne arbejder på samme arbejdsmarked og en lastbilchauffør, der har mistet sit job sammen med de fleste af hans kollegaer, vil selvfølgelig ikke skelne mellem om den rumæner, der nu kører lastbil på samme rute, er ansat i en dansk virksomhed og derfor falder under arbejdskraftens fri bevægelighed, eller om han arbejder i en rumænsk virksomhed og derfor falder under tjenesteydelser. Hvis man skal have den helt nødvendige folkelige debat om de problemer, der eksisterer med den fri bevægelighed, må man være ærlig om problemet og sørge for at fremlægge korrekt data, så man kan regulere på det rigtige. Arbejdere skal selvfølgelig kunne rejse for at finde job, men virksomheder skal ikke have total frihed til at ansætte på vilkår, der er helt anderledes end dem der gælder i det land, hvor arbejdet udføres. Uanset hvor virksomheden er registreret.

Det kræver, at man udvider forpligtelsen til registrering i RUT-registret, så den også omfatter vikarer og løs tilknyttede medarbejdere. RUT-registeret er det register, som udenlandske virksomheder skal registrere udstationerede medarbejdere i Danmark. Men som det ser ud i dag, skal de ikke registrere det, hvis de ansætter vikarer eller medarbejdere uden en fast tilknytning til virksomheden, f.eks. meget midlertidige kontrakter. Det betyder, at størstedelen af udenlandske medarbejdere i de brancher, der har de største udfordringer med løndumping, slet ikke bliver registreret i Danmark. Det gør det helt umuligt at kende problemets omfang. Hvis borgere fra andre EU-lande udfører arbejde i Danmark, skal det registreres. Kun på den måde kan man have en saglig og oplyst debat om omfanget af social dumping og målrette værktøjer til at bekæmpe det. Derudover skal den danske regering sikre, at beslutninger, der påvirker borgernes hverdag, arbejde og livsvilkår bliver taget af politikere – ikke dommere. Når det har været muligt for EU-domstolen at fortolke lovgivning om f.eks. udstationeringdirektivet i så vidt omfang, er det fordi, at politikerne ikke har kunnet blive enige om klare regler. Men det er uholdbart og udemokratisk, at vælgere ikke har nogen at holde til ansvar, når de er uenige i de beslutninger, der bliver taget. Derfor er det afgørende, at EU-kommissionens revision af udstationeringsdirektivet ikke overlade store dele af udmøntningen til Domstolen.

Regeringen skal derfor arbejde for, at lønbegrebet også i det nye direktiv skal defineres i henhold til national praksis, og at det er medlemsstaternes opgave at sikre udstationerede vikarer de samme vilkår som nationale vikarer. Udelades disse to principper, åbner man op for, at EU-domstolen skal definere lønbegrebet og beslutte, hvordan man bedst sikrer vikarer. Det vil gå udover muligheder for at lave løsninger, der tilgodeser de særegne nationale systemer, og det vil i høj grad flytte beslutningerne væk fra vælgernes kontrol.

Regeringen bør derfor arbejde for at:

  • Skabe en mere åben og faktuel debat om den fri bevægelighed for arbejdskraft og tjenesteydelser

  • Sikre medlemsstaternes ret til at kræve registrering af alle EU-borgere, der arbejder i Danmark uanset deres tilknytning til tjenesteyderen

  • Begrænse EU-Domstolens indflydelse på det europæiske arbejdsmarked

  • Sikre at det fortsat er op til nationalstaterne at definere lønbegrebet og sikre vikarers vilkår.

Vi bruger cookies for at forbedre oplevelsen af folkehøring.dk. Hvis du klikker dig videre på siden, accepterer du brug af cookies. Læs cookiepolitikken >