Pejlemærker

5. 3F - Fagligt Fælles Forbund

Løn- og ansættelsesvilkår presses i Danmark. EU-borgere fra lavtlønslande arbejder her under lavere vilkår end normalt for det danske arbejdsmarked. Det er social dumping, og det gøres muligt af udstationeringsdirektivet. EU-reglerne bør ændres, så vi kan kræve, at udstationerede arbejdere overholder danske overenskomster.

Pejlemærke

5. 3F - Fagligt Fælles Forbund

Løn- og ansættelsesvilkår presses i Danmark. EU-borgere fra lavtlønslande arbejder her under lavere vilkår end normalt for det danske arbejdsmarked. Det er social dumping, og det gøres muligt af udstationeringsdirektivet. EU-reglerne bør ændres, så vi kan kræve, at udstationerede arbejdere overholder danske overenskomster.

Den fri adgang til levering af tjenesteydelser

Udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser på tværs af grænserne er en væsentlig medvirkende årsag til social dumping. Udstationeringsreglerne er formuleret på et tidspunkt, hvor de økonomiske forskelle mellem EU-landene ikke havde en størrelse, der i større omfang motiverede til at udnytte udstationeringsreglerne. Efter EU’s udvidelse i 2004 er der optaget en række lande, som økonomisk ligger langt fra niveauet blandt de tidligere medlemslande. Forskellene i levevilkår har skabt grobund for en stadigt stigende trafik, hvor lønmodtagere fra de nye EU-lande udfører tjenesteydelser i Danmark på løn- og ansættelsesvilkår, der er langt under de vilkår, der er nødvendige for at opretholde en rimelig levestandard i Danmark. Omfanget af udstationerede lønmodtagere har nået et niveau, hvor det har en direkte negativ afsmittende effekt på danske løn- og ansættelsesvilkår og dermed er medvirkende til at sænke væksten og velfærden. Hverken Danmark eller de udstationerede lønmodtagere kan være tjent med vilkår, der ligger langt under normalt niveau. Situationen medfører en udhuling af danske løn- og ansættelsesvilkår; den medfører ulige konkurrencevilkår, og den udgør en urimelig forskelsbehandling, der primært er begrundet i nationalt tilhørsforhold.

Problemet er først og fremmest et EU-problem. Hverken Lissabontraktaten eller udstationeringsdirektivet sikrer, at udstationerede arbejdstagere opnår samme behandling som lokale lønmodtagere. Tværtimod er udstationeringsdirektivet i sin nuværende udformning medvirkende til at opretholde forskelle mellem de vilkår, der er gældende for udstationerede og lokale arbejdstagere. Således fastlægger udstationeringsdirektivet i dag en række vilkår – den såkaldte hårde kerne - som udstationerede skal sikres, men som samtidig er grænsen for, hvilke krav der kan stilles, såfremt der nationalt er fastlagt minimumsvilkår ved lov eller ved almengjort overenskomst. Det vil således ikke være foreneligt med EU-retten at fremsætte krav, der er mere vidtgående. Selv om den danske udstationeringslov giver adgang til at indlede faglig konflikt med henblik på at sikre en minimumsaflønning i overensstemmelse med danske vilkår, er det ikke muligt at sikre fuld ligebehandling. Danske overenskomster kan således ikke umiddelbart anvendes over for udstationerende arbejdsgivere. Tilsvarende sikrer traktatens artikel 56 om den fri udveksling af tjenesteydelser ikke ligebehandling mellem udstationerede og lokale arbejdstagere.

3F finder, at EU-retten skal sikre, at en udstationeret ikke behandles mindre gunstigt end en lokal arbejdstager i en tilsvarende situation. Udstationeringsdirektivet bør tilrettes i overensstemmelse hermed, og på sigt bør der tilsvarende ske en tilpasning af traktaten. Endvidere bør udstationeringsdirektivets hjemmel ændres, således at dette ikke alene henviser til EU’s indre marked, men også til social- og arbejdsmarkedsbestemmelserne. Herved vil direktivets formål udvides, således at formålet også er at yde social beskyttelse.

Vi bruger cookies for at forbedre oplevelsen af folkehøring.dk. Hvis du klikker dig videre på siden, accepterer du brug af cookies. Læs cookiepolitikken >