Fakta

Kan EU-landene sige nej tak til EU's handelsaftaler?

Det enkelte EU-land kan ikke føre sin egen handelspolitik og indgå handelsaftaler med f.eks. USA, Australien eller Japan. Det skyldes, at EU har enekompetence på handelspolitikken.

Pejlemærke

Kan EU-landene sige nej tak til EU's handelsaftaler?

Det enkelte EU-land kan ikke føre sin egen handelspolitik og indgå handelsaftaler med f.eks. USA, Australien eller Japan. Det skyldes, at EU har enekompetence på handelspolitikken.

Det enkelte EU-land kan ikke føre sin egen handelspolitik og indgå egne handelsaftaler med f.eks. USA, Australien eller Japan. Det skyldes, at EU har enekompetence på handelspolitikken.

Det er Kommissionen, der på vegne af medlemslandene forhandler handelsaftaler. Før Kommissionen kan gå i gang med forhandlingerne, skal de have et forhandlingsmandat fra EU-landenes handelsministre i Rådet. Og når aftalen er forhandlet på plads, skal både ministrene i Rådet og Europa-Parlamentet godkende resultatet. Derfor holder Kommissionen løbende kontakt til de to institutioner undervejs i forhandlingerne.

Hvis den endelige aftale indeholder elementer, som ikke er rent handelspolitik, men omhandler et område, hvor EU og medlemslandene deler kompetence, skal aftalen efterfølgende også godkendes (eller ratificeres, som det hedder) i medlemslandene efter reglerne i deres forfatninger. Det kan f.eks. være de enkelte parlamenter. Det kalder man en blandet aftale. Eksempelvis på områder med delt kompetence, som kan være med i en blandet handelsaftale er: intellektuelle ejendomsrettigheder eller søtransport.

EU har en lang række handelsaftaler med lande eller grupper af lande uden for EU. Aftalerne handler ofte om adgang til markeder og om at reducere told og afgifter, men kan også handle om investeringer og meget andet.

Et eksempel på en omfattende handelsaftale er den transatlantiske frihandelsaftale med USA (TTIP), som EU har forhandlet med USA om siden 2013. Et andet eksempel er frihandelsaftalen med Canada (CETA), som EU indgik i 2016 og skal ratificeres nationalt i 2017-2018. Det sker for det meste i landenes nationale parlamenter. 

Vi bruger cookies for at forbedre oplevelsen af folkehøring.dk. Hvis du klikker dig videre på siden, accepterer du brug af cookies. Læs cookiepolitikken >